Esbjerg Kommunes identitet og ansvar
20-12-2011
Ny kommuneplanstrategi udstikker de overordnede linjer for udviklingen i kommunen frem til 2026. Processen med borgerinvolvering frem til vedtagelsen har været vigtig, vurderer udvalgsformanden.
Byrådet i Esbjerg Kommune har netop vedtaget sin strategi for kommunens fysiske udvikling fra 2014-2026. Strategien beskæftiger sig overordnet set med identitet og ansvar. Identitet og ansvar er samlebegreber for to af kommunens kerneopgaver.
Udvalgsformand for Plan & Miljø, John Snedker forklarer det på følgende måde: ”Vi vil gerne fra kommunens side arbejde med identitet for at understøtte stoltheden ved at bo og leve her i kommunen samt øge interessen for at besøge os som gæster. Ansvaret hænger sammen med at amterne forsvandt efter kommunalreformen, hvilket medførte at kommunerne fik størstedelen af amternes myndighedsopgaver. Det betyder, at kommunernes myndighedsansvar på en lang række områder er vokset betragteligt.”
I kommuneplanstrategien er disse to kerneopgaver udmøntet i fem temaer; EnergiMetropol Esbjerg Kommune, Styrkelse af bymidterne, Liv på landet, Klimaplanlægning, Infrastruktur og transport.
Givende proces
John Snedker påpeger, at det er velvalgte temaer, som kræver fokus i kommunen lige nu og i tiden fremover. Temaerne sikrer et godt samspil med kommunens vækststrategi og den øvrige fysiske planlægning for de kommende 12 år. I høringsfasen frem til byrådets vedtagelse har der været mange inde og sætte et aftryk på strategien. Der har været borgermøder og møder med særlige interessegrupper og fra alle sider har der været et stort engagement.
”Det har været en spændende proces at snakke om de overordnede linier for kommunens udvikling med mange forskellige mennesker. Der har været mange positive indspark undervejs, og jeg er rigtigt godt tilfreds med det resultat, vi er nået frem til,” siger John Snedker.
Fra strategi til planforslag
Den vedtagne kommuneplanstrategi er første skridt på vej mod det kommende kommuneplanforslag. Kommuneplanforslaget er langt mere omfattende og detaljeret end strategien, fordi det går helt tæt på alle kommunens arbejdsområder for at vurdere behov og ønsker til den fysiske udvikling og arealanvendelse i kommunen.
Kommuneplanforslaget indeholder f.eks. de områder som det er planen at bruge til byudvikling med boliger, erhverv, detailhandel eller grønne områder.
John Snedker summerer op på følgende måde: ”I det store arbejde, som arbejdet med den endelige kommuneplan udgør, er det vigtigt med nogle faste fokuspunkter. De er nu identificeret med vedtagelsen af Kommuneplanstrategi 2014-2026.”
Det er den vedtagne kommuneplan, der lægger rammerne for den lokalplanlægning, som går i gang når det konkrete projekt skal sættes i værk. Kommuneplanen er herudover ankerpunktet for kommunens arbejde med det åbne land.


